PATS Sandown – Messe i London

Der ligger en masse arbejde bag Tjarliebox! Og næstefter at pakke din ordre, er det bedste ved at drive en webshop; at være på indkøb. At scanne markedet for de bedste produkter til hund og kat, se de mærkeligste opfindelser, snakke med passionerede leverandører, og ikke mindst se og røre produkterne før de bliver solgt til dig – det er ekstremt spændende og super sjovt.

En god mulighed og et gensyn med leverandører

De fleste af produkterne på webshoppen er fundet gennem timer og dages research på nettet, hvorefter der er købt et mindre parti hjem, som sendes ud til testere og skal igennem Charlies kvalitetskontrol. Men et par gange om året har jeg muligheden for at komme på en rigtig messe, hvor jeg kan se og røre produkterne uden at købe varen hjem, og snakke med menneskerne/dyrene bag. Den mulighed har jeg igen i år grebet og skal derfor et smut til London, hvor erhvervs-messen PATS Sandown afholdes.

PATS Sandown er en stor messe i England og der kommer rigtig mange (primært engelske) mærker. Blandt andet kommer folkene fra Beco Pets og Pooch and Mutt. Da jeg var afsted i 2015 fik jeg øje på Pooch and Mutt, fik en god snak med dem og har siden været stolt forhandler. Så jeg håber at jeg finder et ligeså godt mærke i 2017 😉

Tilbage i 2015 købte jeg Beco Pets produkter direkte hos Beco Pets i England, men efter de fik en dansk distributør sidste år, har jeg ikke haft den store kontakt med hovedpersonerne bag – så jeg glæder mig helt vildt til atter at hilse på dem på messen her i marts.

Forsinkede ordrer

Messen er fra den 21.-22. marts og det betyder at alle ordrer der er bestilt efter søndag (19/03-17) kl. 15:00, først vil blive afsendt fra Tjarliebox torsdag den 23. marts. Jeg beklager rigtig meget at det er nødvendigt, men forhåbentlig gavner det dig i sidste ende, hvis jeg kommer hjem med nye varer og ideer.

Se Beco Pets-video fra PATS Sandown 2015 og få et indblik i både messen og Beco Pets:

 

Følg med på Instagram eller Facebook, hvor jeg sender live fra messen i London!